Året der gik 2011

on 21. December 2011 20:35:37

Året der gik hos familien Olsen…
og ønsket om en glædelig jul og et godt nytår til alle

Som tiden flyver af sted, især når man har en lille størrelse i huset. På Annabella kan man virkelig se, hvor hurtig tiden går og hvordan der dag for dag sker nye fremskidt i hendes udvikling. Det er godt vi ikke kan sige det samme om os selv, for så var vi blevet gamle før tid.

Nu tripper hun rundt, godt nok lidt tøvende, men det kan ikke vare længe før hun går rigtigt. Sigurd er stadig glad for sin ”Bella”, som han kalder hende og er en god og kærlig storbror, når bare hun ikke ødelægger hans legetøj.

Sigurd er bidt af en gal spillehaj, så han elsker at spille computer med sin far når han kommer hjem fra børnehave. Det sidste nye hit hedder Skylanders.

Annabella derimod tuller rundt med sin barnevogn og pusler om de to små dukker, som ligger i den. Når det ikke har hendes interesse mere, vil hun helst være på sin mors arm, også når der skal laves mad om aftenen. Det er ikke altid lige nemt, når der skal røres i gryder og hakkes løg, men det er hun ligeglad med!

Både Sigurd og Annabella er faldet godt til i Stenløse og er glade for at gå i henholdsvis børnehave og vuggestue. Heldigvis blev mine bekymringer gjort til skamme, da jeg skulle aflevere Annabella i vuggestuen, da barslen var over. Jeg var godt nok ved ”at dø” over det, men jeg må sige, at det gik godt, for hun var ikke blevet så bevidst, som dengang vi skulle aflevere Sigurd som lille. Han både sultestrejkede og sov ikke til middag, fordi han savnede sin mor (og lidt sin far (-: ). Annabella både spiser og tager en ordentlig lur på et par timer.

Vi er kommet godt på plads i vores hus og haven har taget form med både græs og hæk. Så vi bor ikke mere på ”Herrens mark”, og føler os heller ikke sådan.

Det går også godt med vores arbejde. Jan har som altid nok at lave med nye projekter og hjemmesider, som skal lanceres.

Jeg tog ”hul på julen” med en juleafslutning for 200 skolebørn i vores ”nye” Hellig Kors Kirke. I kan tro, at taget var ved at lette, da vi sang ”halleluja” i ”Et barn er født i Betlehem”. Det var en rigtig god oplevelse, og skønt at det kunne lade sig gøre, fordi skolerne ikke er kirkeforskækkede i Jyllinge. Vi både bad fadervor og jeg lyste velsignelsen.

Alt i alt har vi det godt. Vi har tag over hovedet og to meget forkælede børn, som kører om hjørner med os. Men sådan skal det vist være, så længe de opfører sig ordentlig udenfor huset (-: .

Vi ønsker alle en glædelig jul, som vi skal fejre herhjemme sammen med mormor og bedstefar, tante Maiken og onkel Martin og fætter Christian. Det glæder vi os til!

Hvis vi ikke ses før, så på gensyn i det nye år.

Mange kærlige hilsener

Jan, Sigurd, Annabella og Karen-Marie

Året der gik 2010

on 2. January 2011 23:18:46

Glædeligt nytår til alle!

20100518_142451_imag0143.jpg Så kom vi ind i december, før vores lille pige så dagens lys. December er også forventningens tid, så det passede fint, selvom jeg var ved at tro, at jeg skulle være gravid lige så længe som elefanterne. Heldigvis gik det hele godt og vi kunne tage hjem fra hospitalet med vores ”før julegave”.

Derfor besluttede vi også, at vi ikke behøvede at give hinanden nogen julegave i år, til min store lettelse. Det er nemlig ikke meget man får fra hånden, når man skal passe på et lille nyt væsen. Meget af tiden går med alt det praktiske, og lege med Sigurd og så begynder det hele forfra når den lille Annabella vågner igen :)

20101220_182854_img_4027.jpg Julegaver til resten af familien skulle dog købes ind, og jeg begav mig til Fields med barnevogn. Da jeg nåede frem, var det ene hjul fladt og Annabella vågnede og græd hjerteskærende. Med hende på armen fløj jeg ind i de forskellige butikker og fik købt det første og bedste til min familie.

Jeg måtte også udfordre min blufærdighed og amme Annabella midt i Fields i julemyldret. Hvad gør man ikke for at få et glad barn igen.

20101212_102920_img_3967.jpg Sigurd har klaret det rigtig godt at blive storebror. Han kiggede dog noget betuttede på lillesøster, da vi kom hjem med hende. – og senere kiggede han på min mave, som stadig ikke var svundet, og spurgte om der var flere babyer derinde. Det kunne jeg til Sigurds lettelse forsikre ham om, at det var der ikke!

Sigurd er en dreng med krudt i, og der er gang i den både nede i børnehaven og herhjemme. Han elsker at bygge med legoklodser sammen med sin far i timevis, og så elsker han at spille på ”sin” ipad. Jeg er mange gange imponeret over, hvor god han er til at finde rundt og gennemskue de forskellige spil. Ja, en dag er det nok ham, som skal hjælpe mig, når jeg har problemer med computeren.

20100624_entrepriskontrakt.jpg 20110102_152148_imag83-85.jpg December var også måneden, hvor vi fik det hvide snevejr, vi har sukket efter i mange år. Men det var godt nok alt for meget på en gang, og ydermere havde vi vores bekymringer angående vores husbyggeri. Håndværkerne har dog været flittige, og de har arbejdet selv i de værste frostgrader. Huset skulle stå klar til februar, og det bliver dejligt at flytte ud på ”landet” og tilmed få en have til sommer. Huset fylder en del på grunden, men derfor har jeg nu alligevel planer om en ”mini Claus Dalby have” :)

Vi glæder os til at tage hul på endnu et år, hvor der nok skal blive noget at se til med både hus og to børn. Året begynder med at fejre svigermor, som fylder rund.

Nu kom vi ikke til Jylland til jul som planlagt pga. sneen. Så vi glæder os i den grad til at se hele den jyske familien snart – Sigurd dobbelt så meget, for han ved der venter nogle ekstra julegaver :)

Vi ønsker alle tak for året som gik, for latter og socialt samvær – Vi glæder os til at se jer alle i Stenløse.

Mange kærlige hilsener Jan, Sigurd, Annabella og Karen-Marie

20101230_184801_sam_0607.jpg

Dolce Gusto® Circolo vs. Nespresso Essenza C101

on 17. December 2010 23:42:13

Jeg blev for et par uger siden kontaktet af Dreyer+Kvetny, der på vegne af Nestlé tilbød mig at teste en Dolce Gusto® Circolo™-maskine kvit og frit og endda med et arsenal af kapsler. Det siger man selvfølgelig ikke nej til og et par dage senere, ankom maskinen med pakkeposten.

Der er sikkert et hav af måder, at teste en kaffemaskine på – lige fra de tekniske/videnskabelige tests til de mere praktiske. Min test vil helt sikkert være at den praktiske karakter. Jeg anser mig selv for en habil kaffedrikker, som har prøvet lidt af hvert, for at opnå den "gyldne kop kaffe ~o) ".

Vi har i forvejen en Nespresso Essenza C101, så mine sammenligninger vil være i forhold til den maskine. Jeg har aldrig smagt kaffe fra andre kapselmaskiner, så jeg kan ikke udtale mig om disse.

Design

Jeg synes det er et fedt design! Maskinen virker umiddelbart større end Essenza'en, men alligevel efterlader den mere plads på køkkenbordet. Circolo'en er både bredere og højere, men langt fra så dyb. Selve materialet skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg vil tro det er ca. det samme materiale og jeg har ikke noget negativt at sige om dette.

Essenza'en har en beholder til ca. 15 kapsler (hvis jeg husker korrekt), hvorimod Circolo'en overhovedet ikke har en beholder. Det betyder at, at kapslen fra sidstnævnte skal smides ud med det samme. På den anden side, så er der ingen beholder som skal gøres ren af og til. I mine øjne er det overhovedet ikke en mangel, at der ingen beholder er, tværtimod så pynter det blot på designet.

Det tiltaler også mig, at vanddoseringen på Circolo'en er manuel og ikke automatisk i form af en espresso-knap og en lungo-knap, som på Essenza'en. I øvrigt vil jeg påstå, at mængden af færdig kaffe der kommer ud af Essenza'en, afhænger 100% af hvilken kapsel du bruger og ikke hvilken dosering du har valgt. Jeg bruger primært lungo-knappen, men ender oftest med at trykke en ekstra gang på den og stoppe inden anden omgang er kørt færdig. Jeg antager at det har noget at gøre med, hvor presset (mængden) kaffen er i kapslen.

Der hvor Circolo'en virkelig overgår Essenza'en er på størrelsen af kopper der kan laves. På sidstnævnte er der ikke plads til en særlig stor kop. Man kan tippe en lidt større kop for at få den ind under tuden, men koppen skal selvfølgelig også ud igen, så det er stadig ikke muligt at fylde en større kop.
Circolo'en er der tre indstillinger, de små espresso-kopper, en "normal" kop og en "stor" kop (f.eks. Rosendahl's 37cl Grand Cru Caféglas).

Af andre mere eller mindre vigtige ting kan nævnes, at Circolo'ens vandbeholder kan indeholde ca. 1300ml imod Essenza'ens ca. 900ml, samt at der oppe omkring vanddyssen sidder to lysdioder, som på bedste futuristiske vis oplyser glasset/koppen \:D/ .

Kaffe

Der er ingen tvivl om, at Nespresso på på nuværende tidspunkt forhandler min yndlingskapsel – Caramel. Bare det i sig selv er grundlag for en god karakter. På den anden side, så er det kun så længe lager haves, hvorefter jeg kun kan håbe den komme igen om nogle år. Jeg kan faktisk godt lide idéen med, at der op til jul kommer tre surprises og derudover et par limited kapsler i løbet af året. Det er bare ærgerligt, når man falder for netop én af de kapsler :(

Nespresso har en del længere tid på bagen og har dermed haft mulighed for at udvide repetoiret (udover special-kapslerne). Dette vil jeg håbe også bliver tilfældet for Dolce Gusto. Jeg kan faktisk ikke forestille mig andet og tror det vil være den sikre død for konceptet, hvis det ikke er tilfældet.

Når alt kommer til alt, så ér der dog betydelig flere kapsler at vælge imellem ved Nespresso, dog vil jeg mene, at variationen ved kapslerne er i Dolce Gusto favør. Her er det muligt også at købe kapsler med bl.a. iste og kakao (dog vist nok kun blandet med kaffe). Derudover så findes der kapsler med frysetøret mælk, som bruges til latte, mocha, cappuccino, osv. Med andre ord så skal man ikke bruge penge på en mælkeskummer, som man næsten er "tvunget" til ved Nespresso.

Angående det frysetørede mælk så synes jeg faktisk ikke det er så slemt. Det er dejlig nemt og hurtigt og smager ganske fint. Problemet er bare, at de mælke-kaplser jeg har til cappuccinoerne allerede indeholder sukker. Der er lavet en light udgave af cappuccino-kapslerne som ikke indeholder sukker, og som er baseret på skummetmælkspulver fremfor sødmælkspulver, så egentlig kan man bare lade være med at købe kapslerne med sukker, hvis man ikke ønsker dette. Jeg synes bare det er spild af en kapsel (forsøg på at score billige point), at man lave en med og en uden sukker. Mon ikke familien Danmark har noget sukker/sødemiddel i huset, hvis de er vant til at bruge dette og dermed så selv kan dosere?

Til orientering så indeholder mælke-kapslerne til cappuccinoerne 18% sukker. Den anbefalede dosering er 200ml vand gennem mælke-kapslen og 40ml vand gennem kaffe-kapslen. Den færdige kop indeholder altså ca. 15% sukker (18% af 200ml er 36ml, som udgår 15% af de samlede 240ml). Det synes jeg lyder af temmelig meget i forhold til de "normale" par teskeer sukker – eller er det bare mig?

Anyways… Dolce Gusto er gået skridtet videre og lever ikke kun kaffe i deres kapsler, men derimod også iste, kakao og mælk. Så kan man have sin holdning til det, men jeg synes det fortjener noget ros.

Generelt ligger Dolce Gusto også op til kopper omkring de 200ml , hvilket næsten er dobbelt så meget som Nespresso's 110ml. Hvis dette skal gå op i en højere enhed, så skal kapslerne være større, hvilket de også er. Med andre ord – mere kaffe for pengene :Y) .

Smagen på selve kaffen varierer selvfølgelig alt efter hvilken kapsel der brugt. Dette gør det også svært at sammenligne på tværs af produkt. Jeg kan ikke umiddelbart fremhæve den ene maskine frem for den anden. Begge maskiner laver en god og flot kop kaffe med den rette mængde crema. På Circolo'en kan man faktisk ufattelig nemt lave en mægtig flot macchiato, men det fortæller selvfølgelig ikke rigtig noget om smagen. Ønskes en stærkere eller mildere smag, så kan det også nemt styres på begge maskiner.

Pris

For selve maskinens vedkommende, så er det muligt, at man kan købe den ene eller den anden på tilbud et eller andet sted, men jeg har taget udgangspunkt i en butik, hvor begge apparater kan købes her og nu.

Nespresso Essenza C101 kan erhverves i Elgigantens online-shop for 1.061,-. Bemærk at dette er prisen uden mælkeskummeren. Ønskes denne også så ryger prisen op på 1.498,-.

Dolce Gusto® Circolo™ kan erhverves samme sted for 1.189,-.

Vi taler altså om tilnærmelsesvis samme pris, specielt hvis vi skal godtgøre den manglende mælkeskummer ved Essenza'en.

Nespresso-kapsler kan kun officielt købes hos Nespresso – enten i en af deres fysiske butikker eller online (her kommer der en fragtpris oveni). Dolce Gusto-kapslerne kan derimod købes flere steder eksempelvis i Elgiganten, Bilka, m.m., hvilket er et kæmpe plus.

Selve prisen for Nespresso-kapsler ligger omkring 3,- pr. kapsel (de startede lidt lavere, men ligger generelt lidt højrere nu, så 3,- er en ca. gennemsnitspris). For Dolce Gusto er prisen ca. 2,50 pr. kapsel, dog ca. 5,- hvis vi taler om en type, hvor halvdelen af pakken udgør mælke-kapsler.

Beskaffenhed

Begge maskiner kan købes stort set samme antal steder, fordelt på Elgiganten, Imerco, Bahne, Bilka, Punkt1, osv. Der burde med andre ord ikke være nogle problemer i at anskaffe sig den ene eller den anden maskine.

Der hvor Nespresso-konceptet kommer til kort, er ved køb af kapsler. Disse kan officielt kun købes i en Nespresso-butik eller via deres hjemmeside (fragt bliver lagt oveni). Dolce Gusto-kapslerne kan også købes online (fragt bliver lagt oveni) og derudover også de samme steder hvor deres maskiner forhandles eller med andre ord – i din lokale Bilka eller Elgiganten. Det er betydelig nemmere, hvis ikke man alligevel dagligt kører forbi en Nespresso-butik.

Karakterer

Essenza Circolo
Design Udseende 4 4
Funktionalitet og finesser 3 5
Kapslerne 5 4
Kaffen Udvalg 4 3
Variation 4 5
Smag 4 4
Pris Maskinen 3 3
Kapslerne 3 4
Beskaffenhed Maskinen 4 4
Kapslerne 2 4
Total 4 4
3.6 4.0

Konklusion

Der er ikke den stor grund til at "opgradere" fra en Essenza til en Circolo, da forskellen er marginal.

Hvis jeg derimod skulle ud og købe min første kapsel-maskine i dag, så ville jeg uden tvivl vælge en fra Dolce Gusto og højst sandsynligt Circolo'en. Argumenterne herfor er bl.a.:

  • den er hurtigere til at blive klar til brug
  • den laver ikke kun en lille kop kaffe
  • kapslerne er nemmere at få fat i
  • kapslerne er billigere

Ja, Nespresso-konceptet er betydelig mere ekslusiv i forhold til Dolce Gusto, men når alt kommer til alt, så skal maskinen altså bruges til at brygge en kop kaffe og ikke til at imponere vennerne.

Skriv endelig en kommentar, hvis der er noget jeg skal uddybe eller ikke har forklaret/argumenteret ordentligt. Dette indlæg er skrevet over flere dage og i et par uger har jeg tænkt over, hvad jeg skulle skrive. Inde i mit hoved er der 100% stye på det hele, men det er sikkert kun 50% jeg har fået skrevet ned :-?? .

Bemærk: Jeg har helt sikkert brugt ord som Dolce Gusto, hvor det burde have være Nescafé, Nespresso hvor det burde have været Nestlé, osv. Som min svoger gjorde mig opmærksom på, så er der I sidste ende tale om ét og samme selskab, så jeg håber det går an.

Operation "få-vores-nøgle-tilbage-fra-politiet"

on 8. December 2010 12:44:44

Kort opsumering: Politiet har fundet vores nøgle i en lejlighed, som stod bag et røveri på Amagerbrogade d. 24. april 2010.

Jeg ved godt, at det måske ikke ligefrem er en hastesag, som politiet skal smide alt hvad de har i hænderne for at tage sig af, meeeen….

Da jeg sidst ringede (i august måned), fik jeg at vide, at sagen ville blive afsluttet i løbet af september måned og at politiet derefter ville sende nøglen til os.

I dag var så tredje gang, jeg tog kontakt til politiet i et forsøg på at få dem til at sende nøglen til os:

Klokken 11.49 foretages opkald til politiet på 33141448

I løbet af de næste 33 minutter, fik jeg talt med to personer ved omstillingen. Disse to personer forsøgte tilsammen at stille mig videre til 6 personer. Sammenlagt talte jeg med en person i maks 2 minutter og resten af tiden gik med at høre på en ringetone.

Klokken 12.22 afsluttes opkald

Resultat of dagens indsats: Jeg har fået et direkte nummer til afdelingen for personfarlig kriminaltitet, som jeg kan prøve at ringe på. Derudover er der lagt en besked til afdelingen om at ringe tilbage til mig (klokken er ny 13:44 og jeg har intet hørt).

Suk… :-??

Dette års Nespresso-variations og Dolce Gusto

on 1. December 2010 19:43:08

Så blev det dagen hvor dette års tre variations blev frigivet. Dvs. det var i hvert fald dagen, hvor vi modtog en email omkring de nye kapsler.

Desværre cykler jeg ikke forbi butikken mere, så jeg måtte i stedet ud på en større cykeltur i dag. Til gengæld blev der også købt ind til den helt store guldmedalje, så jeg ikke skal tvinges afsted igen inden for nærmeste fremtid.

Det var en dejlig overraskelse, at den til alle tider mest populære smag er kommet tilbage – nemlig karamel ^:)^ . Derudover står den på mandel og vanille, som bestemt har potentiale. Jeg glæder mig i hvert fald til at drikke nogle kopper i de kommende dage. Ikke mindst pga. mega-skufferen Kazaar fra tidligere på året.

En lille bøn herfra til Nespresso:

Hold jer fra robusta-bønner… period… [-x

Udover emailen fra Nespresso modtog jeg i dag en anden email, med tilbud om at teste en Dolce Gusto maskine, samt nogle kapsler derfra – fuldstændig kvit og frit. Maskinen er endda allerede blevet sendt afsted til mig, dog kommer kapslerne først lidt senere :( Det bliver spændende at teste et alternativ til Nespresso, som endda også har et udmærket udvalg af kapsler. Jeg skriver helt sikkert mere omkring dette koncept senere :) .

Julen falder åbenbart tidligt i år :-d .

Nu mangler vi bare vores anden store julegave, som vi nu har ventet på i ca. 9 måneder + 11 dage ;) .