Other posts related to lejlighed

Året der gik 2008

on 2. January 2009 22:03:18

Følgende kollage (et såkaldt word-cloud) viser de meste brugte ord (jo større skrift, jo oftere er ordet brugt) fra alle vores blogindlæg for året 2008.  Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at vi i løbet af året ikke har oplevet andet, end det der bliver skrevet om her på bloggen. Dog viser kollagen helt præcist det der mest kendetegner året 2008 for Karen-Marie og jeg – nemlig Sigurd.

kamajole.dk

På både godt og ondt har Sigurd"taget" meget af vores tid.

Med "ondt" mener jeg kun, at vi desværre ikke har haft så meget tid/overskud til familie, venner og hygge i form af restaurant-besøg og biografture. Det er ikke helt så nemt mere, at invitere nogle gæster til en 3-retters og så sidde og snakke over nogle gode røde druer til langt ud på nattetimerne, men forhåbentlig bliver det bedre med tiden nu hvor Sigurd begynder at forstå mere og mere af hvad vi siger.

50698

Der hvor vi så er rigtig glade for, at Sigurd "tager" meget af vores tid, er stort set hver gang han åbner munden og siger et eller andet. Selv om det ikke burde komme bag på en, så har det været helt utroligt at se udviklingen hos en sådan lille fyr. Lige fra at det eneste han kunne "sige" var at vræle, til at han i dag kan åbne munden og fyre en lang smørre af uforståelige ord af med et afsluttende grin, hvorpå man kun selv kan bryde ud i latter og bare ønske, at man kunne forstå hvad det egentlig lige var der blev sagt.

173

I sommer kunne vi (endelig) vinke farvel til vores gamle lejlighed på Ved Sønderport. Det var absolut ikke det nemmeste tidspunkt at sælge en lejlighed i, så da der langt om længe var en seriøs køber, så blev Karen-Marie og jeg nødt til at slå til, til trods for at overtagelsetidspunktet nærmeste lå "lige om hjørnet". Lettere desperat blev det til en leje-lejlighed her i Ørestaden, hvor vi nu er faldet rigtig godt til og dagligt kan nyde den fantastiske udsigt over såvel Byparken og områderne mod sydvest, som ind over København. Selvom der stadig bliver holdt øje med boligmarkedet i Ølstykke og Stenløse, så tror jeg nok, at det ligger i kortene, at vi bliver her i lejligheden indtil der atter er faldet ro over boligmarkedet… eller indtil drømmehuset byder sig ;) .

LalandiaSommeren bød også på hele to ture til Lalandia (guds gave til børnefamilier). Desværre så havde Karen-Marie ikke så mange feriedage at gøre brug af, så det kunne kun blive til to forlængede weekender. Ikke desto mindre var det dejligt at komme væk fra dagligdagen og storbyen og bare komme ned til et væld af forlystelser til børn i alle aldre. Står det til mig alene, så vender vi også tilbage til Lalandia allerede i år.

49293

Hvad arbejde angår, så er der for Karen-Maries vedkommende blevet betydelig mere at se til (i hvert fald set ud fra mine øjne ;) ). Den nye kirke i Jyllinge (Hellig Kors Kirke) står færdig og det i sig selv betyder en ekstra gudstjeneste efter tjenesten i Jyllinge Kirke. Derudover er første hold af ca. 30 minikonfimander (børn der går i 3. klasse) også blevet "udklækket". En success som bliver gentaget for de resterende 3. klasser i sognet i løbet af 2009.

For mit eget vedkommende, så har jeg desværre måtte vinke farvel til et projekt, som jeg har smidt rigtig mange timer i. Projektet er blevet erstattet af et større projekt, som der er endnu flere der arbejder på, og som samtidig også har åbnet op for nye muligheder og udfordringer i hverdagen. Ved siden af arbejdet, er det blevet til en hel del freelance arbejde, som har betydet, at jeg har oprettet et firma. Det er en helt fantastisk fornemmelse, at jeg i de sene nattetimer kan sidde og lave præcis det arbejde jeg brænder for og så tilmed blive betalt for det :) .

50551

Julen 2008 blev holdt med min familie her Ørestaden. Søndagen inden jul kom min søster med hendes to piger og lillejuleaften kom mine forældre – først i søndags blev vi alene igen og kunne begynde at "af-jule". Det var nogle dage, hvor der som sædvanligt kom lidt for meget mad og drikke indenbords og der er endda stadig konfekt og juleøl i køleskabet :wink: . Karen-Marie holdt julegudstjeneste juledag, så der var dømt familieudflugt mens anden var i ovnen. Sigurd hører ikke til gruppen af de mest tålmodige børn på jorden, så vi var meget spændte på hvordan han ville tage det. Specielt efter at han kun klarede 5-10 minutter sidst vi var i kirke til en barnedåb. Heldigvis viste han sig fra sin gode side og opførte sig eksemplarisk under hele gudstjenesten. Det var nogle dejlige dage og rigtig rart at være samme med min familie igen, som vi desvære ser alt for sjældent.

Det var stort set højdepunkterne for 2008 for vores vedkommende. Vi ser meget frem til det nye år hvor vi forhåbentlig kommer mere omkring med Sigurd og hvor han kan opføre sig ordentlig under en hél middag og ikke kun under forretten :p .

Godt nytår til alle der læser med fra familien Olsen

50704

Horisonten

on 13. June 2008 14:53:04

Nu har vi fået nøglerne til den nye lejlighed, besigtiget den og er flygtet tilbage til vores gamle lejlighed :-s .

Lejligheden fejler faktisk ikke noget, men når man første gang kommer ind i en stor, nymalet, hvid og meget tom lejlighed, så ser det altså noget trist ud. Ikke engang gardinstænger var der, så det skal ordnes i aften, hvor Terje kommer og hjælper til med noget indkøb og teknisk snilde. Der er ingen tvivl om, at det er en stor og lys lejlighed, med masser af mulighed for Sigurd for at løbe rundt og rode med teknikkerskab, badeværelsesskab og masser af køkkenskabe, som alle er nede i den kriminelle højde :p .

Udsigten – den er et kapitel for sig. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor bygningen hedder "Horisonten", men jeg skal lige love for, at man kan se langt… både fra lejligheden (med Byparken lige nede foran) som ligger på 6. etage og fra den fantastiske tagterrasse der er adgang til (var der nogen der sagde fest? :party: ) kan man bl.a. se Avedøreværket i Hvidovre og Marmorkirken inde i København. Netop udsigten og tagterrassen hjalp også gevaldigt på Karen-Maries humør, som tydeligt kan ses på billederne :)

Opgradering af køkken

on 19. March 2008 23:54:01

Det ser ikke ud til, at RealMæglerne er helt så gode, som de skriver på alle deres reklamer, vi får ind af døren og som bliver hængt op i vores opgang. Vi har nu i over et år haft vores lejlighed sat til salg hos dem. Man kan sige meget om deres arbejdsmåde/metoder/forsøg på at sælge, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Summa summarum er, at de stadig ikke har fået solgt lejligheden.

Derfor valgte vi at rive det gamle køkken og sætte et nyt op… med fastmonteret vaskemaskine :D En ting som vi bare har savnet rigtig rigtig rigtig meget. I bedste fald så vil dette nye køkken være med til at fremme et salg og i værste fald, så har vi et nyt køkken vi kan nyde noget tid endnu. Som nævnt så har vi fået en fastmonteret vaskemaskine med dobbelt så meget kapacitet (noget der er hårdt brug for, når man har et barn ;) ), samt betydelig mere bord- og skabsplads.

Terje havde tilbudt at hjælpe med projektet, så Karen-Marie og Sigurd blev sendt i eksil hjemme hos hendes forældre i den uge hvor der blev arbejdet på køkkenet. Det var en hård og meget lang uge – dels pga. at jeg ikke skulle se hverken Karen-Marie eller Sigurd i så "lang" tid, dels pga. at det meste af arbejdet foregik efter arbejde og indtil 20-tiden, hvor vi ikke rigtig kunne larme så meget. Der var derfor meget travlt mellem kl. 16 og 20 og hele lejligheden lignede en krigszone.

Hele projektet tog et par ugers tid, hvor den sidste uge udelukkende skyldes, at vi skulle vente på en håndværker. Uden Terjes hjælp, erfaring og værktøj, så havde det taget mindst dobbelt så lang tid og det ville have været betydeligt dyrere pga. alt det værktøj jeg så skulle have været ude og købe – så MANGE TAK til Terje (jeg håber ikke du har taget alt for mange kilo på :p ).

Karen-Marie og jeg er blevet superglade for køkkenet og vi glæder os til rigtigt at komme igang med at kokkerere :) Så må tiden vise, om anstrengelserne hjælper med et salg af lejligheden eller om vi selv skal nyde køkkenet.