Så er tiden kommet hvor jeg har erklæret mig selv for rask. Det har været en meget smertefuld omgang og selvom jeg var blevet advaret omkring hele forløbet, så havde jeg aldrig regnet med at det ville være så slemt.
Jeg har valgt at beskrive forløbet forholdsvis detaljeret, da jeg selv inden operationen havde forsøgt at finde beskrivelser/erfaringer med fjernelse af mandler, men uden det store held. Det var mest bare kommentarer som "jeg ville ikke gøre det om igen", "det gør 10 gange mere ondt end en slem halsbetændelse", "jeg var frisk efter en uges tid" og så videre. Altså mest kommentarer og ikke nogen deciderede beskrivelse af hvad man kan forvente de forskellige dage.
Jeg har også taget nogle "lækre" billeder, som jeg vil kopiere ind i teksten for den gældende dag. Dog vil jeg lade billederne være MEGET små, så man ikke kan se detaljerne da det kan se liiidt ulækkert ud. Man kan stadig klikke på billedet og så se det i stort format.
Anyways… Here goes…
Onsdag d. 1. november kl. 8:30
Karen-Marie havde kørt mig ind på Riget denne meget stormfulde morgen. Jeg skulle under kniven kl. 9, men først kl. 10:30 blev jeg kørt ind på operationsstuen. Sygeplejerskene var meget venlige og forklarede hele tiden hvad de gjorde (da de gjorde klar til narkosen), samt talte meget beroeligende til mig. Det er anden gang jeg får fuld narkose og det var lige så sjovt som første gang. Der går kun et par sekunder fra man mærker væsken bevæge sig fra hånden op gennem armen og frem til skulderen, hvorefter man falder i søvn.
På et eller andet tidspunkt vågnede jeg op ved at en alarm beepede, hvorefter en sygeplejerske kom over til mig, slog alarmen fra og sagde at jeg skulle huske at trække vejret. Jeg var meget groggy, men kan tydeligt huske at jeg da nok mente jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at trække vejret. Jeg synes ikke der var noget i vejen udover at jeg var træt og ikke rigtig hvad der skete. Jeg lå på opvågningsstuen hvor der var 4-6 sygeplejerske der fór rundt mellem de senge hvori der lå patienter. Der gik ikke lang tid for en alarm lød igen, dog var det ikke min denne gang.
Der gik ikke lang tid før jeg begyndte at ligge mærke til smerterne jeg havde efter operationen. Det gjorde kodylt nas og jeg kunne ikke rigtig synke. Det resulterede i, at jeg fik et skud morfin, hvorefter jeg egentlig bare lå og sumpede. Jeg ved ikke rigtig hvor lang tid jeg lå på selve opvågningsstuen, men jeg ved at jeg lå og døsede hen hele tiden og hver gang jeg faldt i søvn, så gik min alarm igang. Var der nogen der sagde tortur af krigsfanger som ikke må falde i søvn? 
Da jeg havde det lidt bedre blev jeg kørt ind på besøgsstuen. En pige som var blevet opereret lige inden mig (kl. 10) og hendes mor var de eneste andre i stuen. Hun sad allerede op i hendes seng og talte med moderen, så jeg tænkte, at om en time ville jeg være lige så frisk som hende.
Sygeplejersken herinde gav mig to kopper saftevand med små isterninger og jeg skulle faktisk drikke disse kopper inden hun ville udskrive mig. Problemet er bare, at det gjorde mega nas når jeg drak 
Køleskabet og fryseren var fyldt op med milkshake, saftevand og sodavandsis, som vi bare kunne tage af. Det var stort set kun sodavandsisene jeg gik ombord i, da de var det eneste jeg kunne få ned.
Ved 15-tiden kom Karen-Marie ind til mig, men jeg følte ikke rigtig jeg var klar til at tage afsted på dette tidspunkt. Jeg var stadig lidt groggy og havde selvfølgelig meget ondt. Desuden skulle jeg først drikke det saftevand samt på toilet for at tisse. Det var nogle af kravene for at jeg måtte tage afsted. Derudover skulle der være en voksen som ved mig det næste døgn.
Jeg havde også fået at vide, at det er meget normalt, at man kaster op efter sådan en operation, da man i løbet af selve operationen (som kun tager 15-20 minutter) sluger en masse blod. Denne opkast havde jeg også stadig til gode, men det viste sig at den kom, da vi var på vej hjem i bilen. Jeg havde dog fået en pose med til det, så det var ikke det store problem.
Vi var hjeme ved 17:30-tiden og jeg kan stort set kun huske at jeg gik direkte i seng og sov i noget tid. Jeg havde konstant smerter, værst når jeg sank, men også når jeg bare lå og kiggede. Dette til trods for at jeg havde fået tvunget nogle piller ned.
Torsdag d. 2. november
Ved ca. 2-tiden vågnede jeg pga. smerter. Jeg tog endnu en dosis piller, nogle sodavandsis og satte mig ind i stuen og så fjernsyn. Jeg sender mange positive tanker til Discovery Channel for at sende relativt gode udsendelse på alle tidspunkter af døgnet.
Da pillerne var begyndt at virke (der går ½ til 1 time før de slår igennem), kunne jeg så småt falde til ro og døssede hen til udsendelserne. Ved 5-tiden vågnede jeg og listede ind i sengen.
Allerede ved 8-tiden vågnede jeg igen og blev nødt til at tage flere piller.
Til trods for at jeg hele tiden havde ondt i halsen, så kunne jeg allerede her mærke, at det var betydelig bedre end dagen inden.
Det meste af dagen gik med en kombination af at spise piller og sodavandsis samt ligge i sengen og sove eller se et hav af TV-serier.
Fredag d. 3. november
Igen vågnede jeg mærkeligt nok ved 2-tiden og jeg gentog proceduren fra om torsdagen. Hele torsdag og fredag lignede hinanden og smerterne var igen mindre.
Jeg vil lige gøre det klart – når jeg skriver at smerterne var mindre, så var det stadig så voldsomme smerter som jeg aldrig før har oplevet. Når det var tid til at tage piller, så havde jeg så ondt i munden, at jeg knapt kunne åbne munden. Selv når pillerne virkede så gjorde det ondt og når jeg sank gjorde det sindsygt ondt. For at få pillerne ned, så skulle der selvfølgelig også vand til og alt hvad der kom ned forbi sårene hvor mandlerne sad gjorde sindsygt ondt – specielt når en temmelig stor Panodil 500mg sad fast i halsen!
Lørdag d. 4. november
Om lørdagen begyndte, det som jeg troede var ved at blive bedre bare at blive endnu slemmere. Smerterne tog til og det var nu så slemt, at jeg nok tog liiidt for mange piller i forhold til hvad jeg skulle – dvs. jeg tog dem lidt oftere end jeg skulle. Fra de ordinerede 3 Diclon Rapid 50mg piller (hvor jeg dog godt måtte tage 4) om dagen var jeg oppe på 6. Derudover 2 styk Panodil 500mg hver gang jeg tog én Diclon Rapid 50mg. Jeg var også begyndt at tage Asytec 10mg (høfeberpille), som hjalp mod den mindre snue jeg havde fået mig. Det er IKKE lykken at nyse, når man har to sårområder på størrelse med valnøder i halsen.
Men som skrevet så var lørdagen faktisk endnu være end torsdagen og fredagen, så denne dag tilbragt jeg mest i sengen. Karen-Marie skulle til 2×30 års fødselsdag om aftenen, så der var jeg alene. Det gjorde dog ikke så meget, da jeg alligevel mest sov eller så fjernsyn. Det var kun rart at jeg overhovedet ikke skulle åbne munden og tale 
Søndag d. 5. november
Om søndagen blev det igen endnu værre. Om natten når jeg vågnede, sa jeg med tårer i øjnene og måtte sutte på en sodavandsis for at kunne holde det ud. Om dagen måtte jeg kapitulere og ringe til hospitalet for at finde ud af noget. Det resulterede i, at Karen-Marie måtte en tur på døgnapoteket og hente nogle Kodein DAK 25mg til mig. Det var yderligere 2 piller jeg kunne tage hver 4. time, som ville hjælpe på smerterne.
Det var en sand velsignelse at tage mærke virkningen af 1xDiclon Rapid 50mg, 2xPanodil 500mg og 2xKodein DAK 25mg – 5 smertestillende piller. Jeg kunne seriøst mærke at det summede i kroppen frem for at gøre ondt i halsen. Det var dog kun første gang at jeg havde det så rart, så jeg ved ikke om det kan have været pga. andre faktorer såsom for lidt mad/drikkelse eller lign.
Mandag d. 6. november
Nu begyndte jeg at for alvor at få det bedre. Jeg havde hidtil levet mere eller mindre af sodavandsis og lidt yoghurt, risifrutti eller vanilliebudding ind imellem. Om aftenen skulle vil have tomatsuppe, som jeg dog kun måtte få i en lun/kold tilstand.
Jeg så meget frem til at få lidt andet føde, men var også nervøs for hvordan det ville gå. Faktisk så gik det rigtig godt. Så længe jeg holdte mig til små skefulde, så var der ingen problemer med at få det ned.
Jeg var også begyndt at side lidt foran computeren eller ligge i sengen og arbejde på den bærbare computer. I det hele taget så var dagen mere udholdelig og jeg behøvede ikke at sove så mange gange. Nu havde jeg bare sådan middelondt i halsen, men stadig meget ondt når jeg sank.
Tirsdag d. 7. november
Der skete ikke meget nyt om tirsdagen. Igen gik dagen med film, TV-serier samt lidt arbejde på computeren (i sengen 
).
Onsdag d. 8. november
Om onsdagen var jeg løbet tør for Diclon-pillerne, så jeg måtte ringe efter nogle nye – denne gang til min egen læge. Heldigvis tog det ikke de sædvanlige 30 minutter for at komme igennem på telefonen.
Herefter var Karen-Marie og jeg ude og handle lidt ind, samt hente pillerne på apoteket. Det var første gang i en uge at jeg var uden for og få lidt frisk luft – det var sgu en hel dejlig fornemmelse.
Vi skulle atter en gang have tomatsuppe til aftensmad og denne gang ville jeg stå for det. Jeg kan jo godt lide at mad smager af noget, så kødebollerne fik godt med Würze (gudernes gave til folk) og peber.
Jeg så ikke om det var pga. den kolde luft eller om jeg bare var blevet for overmodig med krydringen af maden, men jeg skal lige hilse og sige, at min hals brokkede sig resten af aftenen!
Torsdag d. 9. november
Om torsdagen synes jeg selv at var min stemme var begyndt at ligne sig selv igen. Jeg kunne også holde ud at tale mere og i det hele taget havde jeg det så "godt", at jeg regnede med at kigge ind på arbejdet om fredagen.
Kodein-pillerne var hørt op, så den stod kun på Diclon og Panodil herfra.
Fredag d. 10. november
Fredag over middag tog jeg så på arbejde for første gang siden tirsdag d. 31. oktober. Det var meget fristende at gå omborde i kaffemaskinen eller køleskabet, men desværre så var jeg ikke helt klar til dette endnu. Jeg var kun på arbejdet et par timer, så tog jeg hjemad igen – ikke fordi at jeg ikke kunne holde det ud, men af en eller anden grund så virkede det som om, at der allerede var dømt weekend fra middagstid.
Om aftenen var det tid til en stor udfordring – vi skulle have pizza 
Jeg var dog blevet klogere efter onsdagens krydrede mad, så jeg nøjes med at bestille en almindelig kedelig pizza med kun skinke og champignon. Det gik fint med at få den ned, så længe jeg huskede at tygge rigeligt på stykkerne. Det er stadig ikke helet de steder hvor mine mandler sad, så det gør stadig lidt ondt at synke og jeg er absolut ikke glad for skarpe eller hårde kanter.
Lørdag d. 11. november
Lørdagen gik med hygge sammen med Karen-Marie. Vi var ude og handle ind, lavede mad sammen og så film sammen om aftenen. Jeg er på stærk nedtrapning på pillerne, dels pga. den aftagende smerte og dels pga. at jeg snart ikke har flere Diclon.
Jeg vil sige, at lørdagen var den første dag, hvor jeg fungerede "normal" siden operationen. Jeg passede stadig på hvad jeg spiste og i det hele taget så spiste jeg stadig ikke så meget "normal" føde, men halsen føltes på dette tidspunkt blot som en-gang-ondt-i-halsen.
Søndag d. 12. november
I skrivende stund (15:53) har jeg endnu ikke taget den sidste Diclon jeg har. Sidst jeg tog en dosis piller var ved midnat og i morgen tager jeg helt sikkert på arbjde. Lige som i går, så føles halsen bare som en-gang-ondt-i-halsen, men sårende er stadig ikke helet. Jeg vil tro der går endnu et par dage før jeg er 100% på toppen og igen kan begynde at drikke lidt kaffe.
Observationer
Jeg har været sygemeldt fra arbejdet i 8 dage.
3-5 dage efter operationen er klart de værste
Jeg har mere eller mindre levet af:
- 81 x Panodil 500mg
- 30 x Kodein DAK 25mg
- 40 x Diclon Rapid 50mg
- 8 x Asytec 10mg
- et hav af risifrutti
- et mindre hav af yoghurt
- en sø af vanilliebudding =p~
- et eller andet sted omkring 96 sodavandsis (8 pakker af 12 stk).
Disse er GULD værd! - Kombinationen af ovenstående piller og mad giver en en meget hård mave
ca. 11 dage efter hele forløbet er man rigtig rigtig glad.
).
:Y)
).
).
. Det spil bliver sjovere og sjovere jo mere mand spiller det. Selv Karen-Marie er ved at synes det er sjovt – måske mest fordi hun nu kan kaste pindene helt ned på modstandernes banehalvdel 
.
Recent Comments