Other posts related to arbejde

Året der gik 2008

on 2. January 2009 22:03:18

Følgende kollage (et såkaldt word-cloud) viser de meste brugte ord (jo større skrift, jo oftere er ordet brugt) fra alle vores blogindlæg for året 2008.  Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at vi i løbet af året ikke har oplevet andet, end det der bliver skrevet om her på bloggen. Dog viser kollagen helt præcist det der mest kendetegner året 2008 for Karen-Marie og jeg – nemlig Sigurd.

kamajole.dk

På både godt og ondt har Sigurd"taget" meget af vores tid.

Med "ondt" mener jeg kun, at vi desværre ikke har haft så meget tid/overskud til familie, venner og hygge i form af restaurant-besøg og biografture. Det er ikke helt så nemt mere, at invitere nogle gæster til en 3-retters og så sidde og snakke over nogle gode røde druer til langt ud på nattetimerne, men forhåbentlig bliver det bedre med tiden nu hvor Sigurd begynder at forstå mere og mere af hvad vi siger.

50698

Der hvor vi så er rigtig glade for, at Sigurd "tager" meget af vores tid, er stort set hver gang han åbner munden og siger et eller andet. Selv om det ikke burde komme bag på en, så har det været helt utroligt at se udviklingen hos en sådan lille fyr. Lige fra at det eneste han kunne "sige" var at vræle, til at han i dag kan åbne munden og fyre en lang smørre af uforståelige ord af med et afsluttende grin, hvorpå man kun selv kan bryde ud i latter og bare ønske, at man kunne forstå hvad det egentlig lige var der blev sagt.

173

I sommer kunne vi (endelig) vinke farvel til vores gamle lejlighed på Ved Sønderport. Det var absolut ikke det nemmeste tidspunkt at sælge en lejlighed i, så da der langt om længe var en seriøs køber, så blev Karen-Marie og jeg nødt til at slå til, til trods for at overtagelsetidspunktet nærmeste lå "lige om hjørnet". Lettere desperat blev det til en leje-lejlighed her i Ørestaden, hvor vi nu er faldet rigtig godt til og dagligt kan nyde den fantastiske udsigt over såvel Byparken og områderne mod sydvest, som ind over København. Selvom der stadig bliver holdt øje med boligmarkedet i Ølstykke og Stenløse, så tror jeg nok, at det ligger i kortene, at vi bliver her i lejligheden indtil der atter er faldet ro over boligmarkedet… eller indtil drømmehuset byder sig ;) .

LalandiaSommeren bød også på hele to ture til Lalandia (guds gave til børnefamilier). Desværre så havde Karen-Marie ikke så mange feriedage at gøre brug af, så det kunne kun blive til to forlængede weekender. Ikke desto mindre var det dejligt at komme væk fra dagligdagen og storbyen og bare komme ned til et væld af forlystelser til børn i alle aldre. Står det til mig alene, så vender vi også tilbage til Lalandia allerede i år.

49293

Hvad arbejde angår, så er der for Karen-Maries vedkommende blevet betydelig mere at se til (i hvert fald set ud fra mine øjne ;) ). Den nye kirke i Jyllinge (Hellig Kors Kirke) står færdig og det i sig selv betyder en ekstra gudstjeneste efter tjenesten i Jyllinge Kirke. Derudover er første hold af ca. 30 minikonfimander (børn der går i 3. klasse) også blevet "udklækket". En success som bliver gentaget for de resterende 3. klasser i sognet i løbet af 2009.

For mit eget vedkommende, så har jeg desværre måtte vinke farvel til et projekt, som jeg har smidt rigtig mange timer i. Projektet er blevet erstattet af et større projekt, som der er endnu flere der arbejder på, og som samtidig også har åbnet op for nye muligheder og udfordringer i hverdagen. Ved siden af arbejdet, er det blevet til en hel del freelance arbejde, som har betydet, at jeg har oprettet et firma. Det er en helt fantastisk fornemmelse, at jeg i de sene nattetimer kan sidde og lave præcis det arbejde jeg brænder for og så tilmed blive betalt for det :) .

50551

Julen 2008 blev holdt med min familie her Ørestaden. Søndagen inden jul kom min søster med hendes to piger og lillejuleaften kom mine forældre – først i søndags blev vi alene igen og kunne begynde at "af-jule". Det var nogle dage, hvor der som sædvanligt kom lidt for meget mad og drikke indenbords og der er endda stadig konfekt og juleøl i køleskabet :wink: . Karen-Marie holdt julegudstjeneste juledag, så der var dømt familieudflugt mens anden var i ovnen. Sigurd hører ikke til gruppen af de mest tålmodige børn på jorden, så vi var meget spændte på hvordan han ville tage det. Specielt efter at han kun klarede 5-10 minutter sidst vi var i kirke til en barnedåb. Heldigvis viste han sig fra sin gode side og opførte sig eksemplarisk under hele gudstjenesten. Det var nogle dejlige dage og rigtig rart at være samme med min familie igen, som vi desvære ser alt for sjældent.

Det var stort set højdepunkterne for 2008 for vores vedkommende. Vi ser meget frem til det nye år hvor vi forhåbentlig kommer mere omkring med Sigurd og hvor han kan opføre sig ordentlig under en hél middag og ikke kun under forretten :p .

Godt nytår til alle der læser med fra familien Olsen

50704

Tilbage på pinden

on 21. January 2008 23:42:15

Så blev det den første hverdag efter d. 18. januar 2008, som officielt var min sidste fædreorlovsdag.

Mange vil nok sige, at jeg har holdt ferie de sidste tre måneder, men tro mig!… Fædreorlov (i hvert fald i den alder som Sigurd har) er LANGT fra ferie. Uden at overdrive, så har det faktisk været hårdere, end hvis jeg var taget på arbejde. Det er ikke så meget fordi man skal tidlig op, til trods for at man har været vågen flere gange om natten. Det er heller ikke fordi der skal skiftes ble flere gange om dagen eller tørres mad op fra gulvet.

Næh, min største hurdle har været det "tidsskema", som jeg har været tvunget til at køre efter. Sigurds typiske hverdag ser ud som følgende

  • vågner
  • leger lidt og "laver" den første ble
  • får noget at spise
  • leger igen mens der vaskes op
  • sover 30-60 minutter
  • leger lidt igen
  • får frokost
  • leger igen
  • kommer i barnevogn mens der bliver handlet ind
  • falder oftest i søvn mens han stadig er i barnevognen og sover 30-90 minutter

Nu viser uret en 16-17 stykker og både Sigurd og jeg sidder og kigger efter hvornår Karen-Marie kommer rullende ind på parkeringspladsen :) Anyways, Sigurd har det med at være kunne lide opmærksomhed… og gerne meget af slagsen… Så hvis man ikke er i samme rum som ham, når han leger, så får man at høre for det mens ham kommer kravlende. Derfor har der været en deadline der hedder, at jeg SKAL nå i bad mens Sigurd sover de 30-60 minutter. Dette har langt fra været muligt for mig, da der oftest lige er et eller andet som skal laves når nu der er fred og det falder så sammen med de gange hvor Sigurd kun sover 30 minutter :( Endnu værre var det, da han gik over til helt at droppe formiddagsluren :(

Det lyder nok som en latterlig lille bagatel, men hvis man har været i situationen, så tror jeg godt man kan nikke genkendende til ovenstående. Selvfølgelig skal det også tages med et gran salt – det er trods alt ikke katastrofalt, hvis ikke jeg kommer i bad om morgenen og bare oplevelsen, af at se Sigurd vokse op, er det hele værd… og mere til…

Mens jeg har haft fædreorlov, så har Sigurd fået lært følgende:

Vi har altså ikke bare ligget og sovet dagen lang, som hans mor ønsker at tro bare fordi opvasken måske ikke lige blev taget en dag :p

Jeg kan varmt anbefale fædre at tage fædreorlov og personligt synes jeg, at der sker mest i alderen fra 6 måneder og frem. Det er i hvert fald der, at de lidt mere spændende ting sker i udviklingsforløbet. Nu kan jeg af gode grunde ikke sammenligne det med, hvis jeg havde taget orloven tidligere, men skulle jeg vælge om i dag, så havde jeg taget præcis samme periode… og dette er ikke kun fordi jeg var "tvunget" til at tage orloven i den periode, fordi Københavns Kommune har problemer med at holde hvad de lover.

Når vi nu "taler" om Københavns Kommune og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk ikke tilbage på pinden helt endnu. P.g.a. Københavns Kommune ikke har overholdt hvad de har lovet omkring 2 måneders pasningsgaranti, så er jeg nu decideret tvunget til at bruge feriedage på at blive hjemme og passe Sigurd nogle dage om ugen. Karen-Marie har ingen feriedage at bruge, så udover hendes faste fridag (mandag), så må vi håbe på, at hun kan arbejde hjemme de to sidste hverdage i ugen. Det er mildest talt en rigtig lortesituation (pardon my french), vi er kommet i og det er endnu mere sørgeligt, at det koster feriedage, som skulle være brugt på at sætte lejligheden i stand :(

Nåh… Nu ikke flere negative toner i dette indlæg , som egentlig kun skulle have handlet om konceptet "fældreorlov"…

Konklusion: Fædre… tag orlov! Nyd jeres barn/børn… lige pludselig er de voksne og flytter hjemmefra (det har jeg i hvert fald fået fortalt ;) )

Sessions en masse

on 10. October 2007 06:45:17

Så er vi næsten noget til vejs ende… for denne dags sessions. Heldigvis vågnede vi ikke kl. 6 i morges, men derimod da vækkeuret ringede kl. 7 :( Caspar fik marchordrer til at gå i bad (han tager lidt længere tid en Karen-Marie til at blive klar om morgenen :p ), så vi kunne komme ned til dagens sessions.

CEO'en fra Zend lagde ud med en ganske underholdende keynote, hvorefter den første session startede. Det var en hylende morsom session og speakeren havde underholdte hele salen, mens han mere eller mindre talte ned om en masse af de store og vigtige firmaer.

Bagefter kom der en session, der desværre var lige så kedelig, som den vi lige havde overværet var sjov. Muligvis havde Caspar og jeg bare misforstået emnet i denne session, men det var i hvert fald ikke noget der fangede os.

Efterfølgende var det lidt op og ned med indholdet samt underholdningsværdien af sessionerne. Én ting er dog helt sikkert – der var mange :( Kl 18:15 sluttede den sidste og her var der reception i udstillingshallen. Desværre er der ikke forfærdelig meget at se på der, så det var overstået efter en god time. Caspar og jeg sidder i dette øjeblik og "dokumenterer" de sidste par dage, så der er noget at vende tilbage med på arbejdet.

Som det kan ses, så er der kommet et par indlæg på engelsk. Vi blev decideret opfordreret til at blogge omkring konferencen og det har jeg taget til mig. Sagt på en anden måde, så er de engelske indlæg der kommer, nok ikke videre interessante for familie og venner ;)

Derudover så går det ganske ok herovre. Vejret udenfor er vist nok meget pænt, det var det i hvert fald sidst vi havde tid til at kigge ud af vinduet. Programmet der var for i dag, samt det der er for i morgen betyder, at vi ikke kommer uden for en dør :( Det skal vi dog nok få hævnet på torsdag og dagene derefter ;)

Det er mere end noget andet tidspunkt begyndt, at kunne mærkes, at jeg er væk fra mine to elskede derhjemme :( Det er ikke så meget jeg for talt med Karen-Marie og der bliver heller ikke sendt så mange billeder afsted til mig (hint ;) ). Ni timers tidszone-forskel hjælper absolut ikke på det :( Det bliver interessant at se, hvor lang tid jeg holder ud endnu, før Caspar skal til at trøste mig :p

Well, det er tid til at tage op på værelset og finde lidt ro, inden en ny lang dag i morgen, så i bedste "Natteravnen"-stil - Ha' det godt derude… hvorend du måtte være ;)

zzzZZZzz

Gilroy Premium Outlets

on 8. October 2007 23:11:50

Det eneste vi havde på programmet om søndagen var registreringen til selve konferencen. Ved får man udleveret en taske med diverse information, heriblandt hvordan man kommer på den trådløse forbindelse der bliver oprettet til os :) Selve registreringen forgår mellem 14 og 17 og af en eller anden grund, så var Caspar og jeg lysvågne ved 6-tiden.

Vi orkede ikke at tage ind til San Francisco igen, for blot at trave rundt den hel dag. Folk som har været i San Francisco kender til gaderne og ved, at det ikke lige er stedet man nyder at gå rundt ;) Vi undersøgte i stedet for hvad det krævede, at komme til en Outlet i Gilroy (små 100Km syd for hotellet).

20071007_094229_07102007017En times tid senere var vi på vej sydpå i en lejet, skrigende rød "Chevy" :) San Franciscos gader var blevet skiftet ud med Gilroys 145 butikkers outlet og når man er sammen med en power-shop'er som Caspar, så er det altså ikke nødvendigvis en god ting! Vi fik shop'et en hel del og alligvel ikke nok, da den sidste butik kl. 18 låste døren foran en på knæ grædende Caspar Power-Shop'er Jensen :p

20071007_194455_07102007019Bilen blev kørt tilbage til lufthavnen, hvor den var lejet og vi begav os tilbage til hotellet. Efter et forfriskende bad og lidt plejning af min nytilkomne vabel, så tog vi ned på stambaren Knuckles (også den eneste bar iøvrigt) og fik en god gang amerikansk frituriseret aftensmad, med dertil hørende fadbamser. Ved midnatstid var vi tilbage på værelset og lagde os til at sove… lige indtil kl. 6 hvor vi atter var lysvågne :(

Årets Zend PHP konference

on 23:08:31

Så blev det tid til årets Zend PHP konference, som Caspar og jeg har fået æren af at besøge. Stedet er det samme som forrig år, nemlig Hyatt Regency ved San Francisco lufthavn. Desværre ikke det mest spændende sted at befinde sig i dagene før og efter konferencen, men et ganske udmærket og stort hotel.

Vi tog afsted lørdag morgen kl. alt-for-tidligt og lagde ud med et par timers forsinkelse i Heathrow hvor vi mellemlandede. Da vi sad om borde på flyet, fik vi at vide, at der var blevet fundet noget på flyet som først skulle undersøges. Det var ikke just den fedeste besked at modtage, når man lever i en konstant "frygt" for teorisme. Det betød dog kun noget ekstra forsinkelse i et fyldt fly, hvor aircondition først rigtig virker når flyet er i luften :( Selve filmudvalget i flyet var totalt i top. Der var rigtig mange nye og gamle film at vælge imellem og det hele var on-demand, dvs. man kan bare vælge en film man vil se, derefter kan man både pause, spole og stoppe samt vende tilbage til filmen. Det kunne ikke være bedre… Ja, det skulle da lige være, at der var lyd i begge hørerbøffer. Af en eller anden grund, så havde jeg kun stereolyd når fly-folde-bordet på mit sæde (bag ved mig) var foldet op. Det var ederm… irriterende – faktisk så meget at jeg kun fik set én film :( Derudover var der ingen problemer og vi lande i San Francisco omkring 14:30 lokal tid. En halv time senere havde vi fået vores bagage og stod og ventede på vores hotel-bus. Jeg tror godt at Københavns Lufthavn kan lære noget logistik her!

Efter at have checked ind på hotellet, tog vi ind til San Francisco og gik lidt rundt. Vi scoutede et par restauranter vi skal have besøgt senere (læs: i noget andet tøj end knickers ;) ), samt kiggede lidt nogle butikker. Har man været i San Francisco én gang, så vil jeg næsten gå så vidt som til at sige, at man har oplevet hele San Francisco. Det skal selvfølgelig tages med et gran salt, meeen… Det ér altså ikke den mest spændende by at bo i.

Vi fandt, efter en del timer, en lille indisk restaurant, som sagtens kunne vinde nogle mesterskaber i at servere mad hurtigt! Vi havde knapt bestilt forretten før den stod på bordet, og da vi var færdige med den, kom hovedretten kort efter. Det hele smagte meget godt og var fantastisk billigt (ca. $30 alt inkl. for 2 personer).

Efter maden gik vi igen lidt rundt og kiggede. Klokken var her ved at være 22, så mange butikker havde "allerede" lukket. Togturen tilbage til hotellet gik mest med, at Caspar og jeg sad og sov om kap. Der var lækker meget ventetid og vejret var ikke sønderligt varmt mere, i hvert fald ikke til føromtalte knickers.

Vi nåede knapt ind på vores hotelværelse før vi begge gik ud som et lys. Det tog i hvert fald liiidt for lang tid at zappe igennem kanalerne på fjernsynet. Havde Karen-Marie set det, så er jeg sikker på, at hun ville påstå, at jeg lå og sov med fjernbetjeningen i hånden. Det ved jeg selvfølgelig er noget vås, for det gør jeg aldrig når jeg ser fjernsyn ;)