Other posts related to f%c3%b8dselsdag

Året der gik 2009

Karen-Marie on 3. January 2010 20:34:01

"Traditionen tro" kommer her først en kollage af brugte ord på bloggen for året 2009. Dog vil jeg ikke komme nærmere ind på dette, da det mere er Jans område :-)

20091223_180402_img_3218
 
 

Vi vil gerne sende en lille nytårshilsen, eftersom julen gik alt for hurtigt med arbejde, middage og ondt i maven. Vi nåede ikke at få skrevet julekort, men vi blev heldigvis færdige med alle gaveindkøbene inden juleaften. Og så fandt vi ud af, at julemanden findes! Vi så ham inde på Rådshuspladsen dagen inde juleaften. Sigurd havde ønsket sig spilleinstrumenter i julegave, dog havde moren frabedt sig en stortromme. Men den rigtige julemand hører ens ønsker, så Sigurd fik udleveret en stortromme. Det viste sig at blive et hit i familien og der var kamp om pladsen foran trommerne :-)

Juleaften
 
 

Vi holdt jul i Elmehusene sammen med mine forældre, Maiken, Martin og Christian. Det var en rigtig hyggelig aften med dejlig mad og mange gaver. Sigurd har nu helt forstået gave-konceptet. Jan havde da også sørget for pakke-kalender til Sigurd i år. Det var skam også spændende for mig at se, hvad der glemte sig i julesokken hver dag. Jeg er sikker på, at min kære mand har hygget sig med at gå på gave-jagt, for gaverne afspejlede stor opfindsomhed.

Fødselsdag, Johannes 60 år
 
 

I det forgangne år har vi været til min svigerfars 60 års fødselsdag. Det var en brag af en fest, hvor familie og venner var samlet. Det er altid dejligt at være i Jylland, for så føler vi alle, at nu har vi ferie. Endelig er der tid til at hygge med familien og slappe af fra daglige pligter og rutiner. Desværre føles tiden altid knap, når vi er derover, for der er så mange vi gerne vil besøge.

LalandiaEndnu engang var vi i Lalandia med svigerfamilien og fejre vores bryllupsdag. Jeg, som aldrig troede, at jeg kunne blive vild med det sted, må sande, at det har alt, hvad en familie kan begære inden for et overskuelig område. Der er noget for både voksne og børn. Sigurd er en lille vandhund og så elsker han Monky Tonky og Hr. Plys. Det går rent ind og han synger med på alle deres sange.

Alt i alt har vi alle tre det godt. Sigurd er i ”vil-alting-selv"-alderen, men han kan bare ikke alt selv, og så har vi balladen. Han elsker alle de vågne timer og stod det til ham gik han aldrig i seng, for tænk alt det man går glip af når man sover :-) Han holder af at ”lave” mad sammen med os om aftenen og han brygger med glæde kaffe til os.

Nytårsaften
 
 

Nytårsaften holdt vi her i Horisonten. Det var en hyggelig aften i venners lag, stille og rolig. Sådan er det nok også bedst, når der er kommet småfolk til, og så kan vi jo altid tage revanche når de er blevet store. Der var en rigtig flot udsigt ud over byen, men på trods af det, så er det vores håb at blive husejere i dette år. Men lad os nu se, for jeg er nok lidt for kræsen ;-)

Vi ønsker alle et godt nytår og håber på mere tid til at ses!

Kærlig Hilsen Jan, Sigurd og Karen-Marie

Reef N' Beef og Icebar

Jan Olsen on 17. June 2007 17:49:43

I anledningen af Karen-Maries fødselsdag i dag, så havde Christel og Kim tilbudt at passe Sigurd i går, så vi kunne tage ud og fejre fødselsdagen. Jeg blev superglad da Kim sagde det til mig for noget tid siden og Karen-Marie blev nok endnu mere glad, da hun har været ca. 99% mere lænket til lejligheden i forhold til mig. Det var i hvert fald en dag, hun havde set frem til.

Vejret var absolut ikke med os, så i stedet for at trille barnevognen ned til Christel og Kim, så droppede vi helt barnevognen. Det så også meget tvivlsomt ud, om der overhovedet ville blive brug for den i løbet af aftenen. Ved 17-tiden var Sigurd afleveret og Karen-Marie og jeg tog hjem og gjorde os klar til, at vi skulle ind på Reef N' Beef. Det havde været en kanonsucces sidst vi var derinde, så vi var ikke i tvivl om, at det ville blive godt denne gang også.

Vi lagde hårdt ud med en drink – en drink som Karen-Marie har talt om og set frem til i flere uger. Derefter fik vi lidt blandede retter i form af kænguru-carpaccio, krokodillekød, rejer og okse- og kængurukød. Dertil en chance af en rødvin – Gapsted Sangiovese 2002, som viste sig at være det helt store hit.

20070616_201013_cimg5885Efter hovedretten så bliver vi selvfølgelig spurgt om vi ønsker noget dessert. Meget diskret får vores tjener også lige spurgt om der er noget vi fejrer. Uden at tænke videre over det, så svarer vi at det er Karen-Maries fødselsdag. Efter at have fået anbefalet en dessert smat bestilt denne, så sidder vi og taler lidt frem og tilbage. 20070616_201132_cimg5886Lige pludselig kommer der to tjenere ind i lokalet og synger råber "Happy birthday to you…"-sangen. For lige at skabe lidt mere opmærksomhed, så var der også kommet en stjernekaster i Karen-Maries dessert. Samtlige (og jeg mener samtlige) gæster kiggede på Karen-Marie.  Aldrig har jeg set hende gå fra at være så lysehvid (hendes naturlige hudfarve :p ) til at blive så skrigende rød i hovedet. Desværre så er det ikke så nemt at se på billedet, men det var virkelig et syn for guder :)

Det er lang tid siden sidst, men her kommer lige mine personlige karakterer (som dog ikke har ændret sig siden sidst) for oplevelsen. Havde betjeningen ikke allerede fået top-karakter, så var den dog steget i går.

Indretning: :Y) :Y) :Y) :Y)
Betjening: :Y) :Y) :Y) :Y) :Y)
Maden: :Y) :Y) :Y) :Y) :Y)
Gapsted Sangiovese 2002: :Y) :Y) :Y) :Y) :Y)

Efter maden blev der ringet hjem til Christel og Kim, for at høre om alting gik godt… og om der var tid til en lille drink inden vi tog hjemad. Alt gik efter planen på Palermovej, så der skulle ikke være noget i vejen for, at vi blev lidt længere.

Så jeg rystede godteposen og fandt på et sted hvor vi kunne tage en drink. Karen-Marie har flere gange talt om den isbar i Stockholm, hvor Caspar og jeg engang var inde på. 20070616_203916_cimg5892 En tilsvarende isbar åbnede i april måned her i København så den "prøvede" vi. Karen-Marie blev fuldstændig stille de første mange minutter efter vi kom indenfor. 20070616_210137_cimg5899 Jeg ved ikke rigtig hvad hun havde regnet med, jeg mener det er vel ikke den helt store overraskelse, når man ved hvad der sker indenfor, men hun virkede meget "paf". Det gik dog hurtigt over efter hun fik sig en vodka-drink i et isglas :)

Efter isbaren fik vi en sidste drink i hotellets (isbaren hører til Hotel27) Honey Ryder Cocktail Lounge. Meget hyggeligt sted, specielt hvis man er på en romantisk tur i byen. Desværre så ligger hotellet en anelse væk fra strøget, men ikke længere end at man sagtens kan gå derned. Hvis ikke man har prøvet isbar-konceptet, så synes jeg helt klart, at man skal prøve det en dag.

Efter cocktail loungen tog vi en taxa hjem til Christel og Kim. Sigurd var næsten lige faldet i søvn og vi kunne uden den mindste form for problemer fragte ham ned i en taxa og køre hjem. Han anede ikke engang at han var blevet hentet. Der er ikke noget at sige til, hvis han var forvirret da han vågnede og lige pludselig var et helt andet sted :)

Fødselsdag og konfirmation

Jan Olsen on 23. April 2007 22:34:05

Torsdag omkring middagstid tog vi for første gang (efter familieforøgelsen) ud på en længere tur, nærmere betegnet til Esbjerg. Vi havde weekenden inden fundet ud af, at vi ikke kunne medbringe både barnevogn og tasker med tøj i den italienske "sportsvognen", så desværre måtte vi lade barnevognen blive hjemme. Det viste sig også at være et gangske klogt valg, da bilen stadig blev fyldt til bristepunktet. Hold da op hvor skal man have mange ekstra ting med, når der også skal tænkes på en lille baby.

Fredag aften blev der holdt fødselsdag for undertegnede. Det var ikke noget stort, blot lidt familie til noget kaffe og kage om aftenen. Det bedste for vores vedkommende var, at vi endelig fik set "Lillepigen" (Helle og Glenns datter) i en live udgave. Hun var lige så stille og sød som Sigurd var larmende og ikke til at have med at gøre. Af en eller anden grund, så har Sigurd åbenbart fået for vane, at i tidsrummet mellem omkring 19 og 20, så skal der skriges :( Vi må lige tage højde for dette, når der skal inviteres gæster :p

Lørdagen stod på lidt afslapning ude i Oasen "Vores Sted". Det er sidste gang vi ser det, som det er på nuværende tidspunkt, da stort set hele huset skal laves om til august. Vi venter spændt på billeder fra den side ;)

Søndagen stod så på "the main event" – Saras (min niece) konfirmation. Selve konfirmationen var lige til at overkomme (der var kun 12 unge som skulle konfirmeres :p ). Faktisk var den så tilpas kort, at Sigurd sov under hele seancen. Dette var til meget stor glæde hos hans mor, som har været meget nervøs for netop dette.

Efter konfirmationen i Sædden Kirke var der middag på Guldager Kro. Dette var også et punkt, hvor Karen-Marie var nervøs for hvordan Sigurd ville klare det. Personalet var dog så venlige, at stille et værelse til rådighed, så vi kunne pusle Sigurd. Det og så at han generelt opførte sig fra sin gode side gjorde, at Karen-Marie og jeg befandt os nede på jorden under stort set hele middagen. Selve middagen forløb stille og rolig. Vi fik en masse god mad, noget godt at drikke og Sara fik en masse gode gaver og penge som hun kan bruge i dag på "hendes" blå mandag. Vi har dog endnu ikke hørt hvordan den del af historien er gået.

Alt i alt så har det været en god forlænget weekend og Sigurd har bestået hans ilddåb hvad lange køreture angår. Jeg tvivler på, at vi kommer ud for, at skulle køre længere ture end København-Esbjerg, så nu har vi heller ingen undskyldning for ikke at komme lidt omkring ;)

En dejlig dag

Karen-Marie on 18. June 2006 19:52:21

I går vågnede jeg op til det som skulle vise sig at blive en rigtig dejlig dag i selskab med Jan, hvor vi fejrede min fødselsdag. Vi begyndte dagen med at spise brunch på "Bastionen og løven". Det var et meget hyggeligt sted, og der var alt, hvad der hører sig en brunch til.

Så vi gik derfra godt mætte og var klar til at tage videre ind til byen og bare slentre rundt. Vi fik en drink på "Peder Oxe", min første strawberry daiquiri. Den var alt for sød, så det bliver nok min sidste. Men hvor blev Jan glad, da han måtte få noget af min!

Om aftenen spiste vi på restaurant "1th". Det var noget af en oplevelse. Restauranten ligger i en herskabslejlighed, så det er ligesom at være blevet inviteret hjem privat. Vi var dog lidt betuttet, da vi først kom, og vi nippede til vores fordrink og smilte pænt til alle de andre. Bagefter satte vi os til bords, som var dækket op med utrolig mange glas og bestik. Det vidnede lidt om, at vi skulle sætte meget til livs den aften. Der var grillet toast med fjordrejer, kammuslinger, perlehønebryst på hvide asparges, sommerbuk på polenta med dadeltomater…bare for at nævne noget af menuen. Hver ret var sirlig anrettet og der var kælet for detajlerne. Men må sige, at de to kokke have styr på det. Ikke ligesom, når vi har gæster og man farer rundt i køkkenet og har død travlt.

Det var også spændende, at man kunne følge med i, hvad der foregik i køkkenet. Alt i alt blev der forberedt 10 retter til hver, som blev serveret med perfekt afstemte vine. Servicen var i top og vi tog derfra mætte på en behagelig måde. For en gang skyld var det ikke nødvendig at besøge vores lokale pølsevogn :-) . Så ham må vi aflægge et besøg en anden gang!

Det var en utrolig dejlig dag, og så var det slet ikke så slemt at fylde rundt.

(billederne er indsat af Jan)

Fødselsdag en masse

Jan Olsen on 27. March 2006 19:42:30

For anden gang skulle vores lille italiener ud på en hård prøve – en tur til det vestligste Jylland :P. Og for anden gang var der heller ingen problemer her. Man begynder jo ligefrem at stole på, at den er lavet til den slags ture :)

Anyways… Vi kørte mod Esbjerg torsdag eftermiddag og det var gang i den stort set lige fra vi ankom og til vi kørte hjemover igen om søndagen. Om fredagen var Karen-Marie og jeg på "strøg"-tur, dog uden at købe det helt store. Om aftenen var vi til fødselsdag hos min moster og om lørdagen stod den på 60 års fødselsdag hos min faster. Denne startede allerede kl. 1230, men bare fordi man starter så tidligt, så behøver man vel ikke at stoppe tidligt?! Vi var først hjemme ved 2-tiden (mener jeg). Både fredagen og lørdagen blev dog sluttet af med en omgang Cranium. Med andre ord: Vi fik aaaaaalt for lidt søvn |-) så det prøver jeg på at indhente i disse dage :p

Det var en rigtig god weekend, selvom vi ikke kom til Tyskland og fik "tanket" op. Men allerede på næste fredag kommer min mor og far på besøg og de har lovet at tage til Tyskland inden =d>