Author Archive
"Traditionen tro" kommer her først en kollage af brugte ord på bloggen for året 2009. Dog vil jeg ikke komme nærmere ind på dette, da det mere er Jans område

Vi vil gerne sende en lille nytårshilsen, eftersom julen gik alt for hurtigt med arbejde, middage og ondt i maven. Vi nåede ikke at få skrevet julekort, men vi blev heldigvis færdige med alle gaveindkøbene inden juleaften. Og så fandt vi ud af, at julemanden findes! Vi så ham inde på Rådshuspladsen dagen inde juleaften. Sigurd havde ønsket sig spilleinstrumenter i julegave, dog havde moren frabedt sig en stortromme. Men den rigtige julemand hører ens ønsker, så Sigurd fik udleveret en stortromme. Det viste sig at blive et hit i familien og der var kamp om pladsen foran trommerne
Vi holdt jul i Elmehusene sammen med mine forældre, Maiken, Martin og Christian. Det var en rigtig hyggelig aften med dejlig mad og mange gaver. Sigurd har nu helt forstået gave-konceptet. Jan havde da også sørget for pakke-kalender til Sigurd i år. Det var skam også spændende for mig at se, hvad der glemte sig i julesokken hver dag. Jeg er sikker på, at min kære mand har hygget sig med at gå på gave-jagt, for gaverne afspejlede stor opfindsomhed.
I det forgangne år har vi været til min svigerfars 60 års fødselsdag. Det var en brag af en fest, hvor familie og venner var samlet. Det er altid dejligt at være i Jylland, for så føler vi alle, at nu har vi ferie. Endelig er der tid til at hygge med familien og slappe af fra daglige pligter og rutiner. Desværre føles tiden altid knap, når vi er derover, for der er så mange vi gerne vil besøge.
Endnu engang var vi i Lalandia med svigerfamilien og fejre vores bryllupsdag. Jeg, som aldrig troede, at jeg kunne blive vild med det sted, må sande, at det har alt, hvad en familie kan begære inden for et overskuelig område. Der er noget for både voksne og børn. Sigurd er en lille vandhund og så elsker han Monky Tonky og Hr. Plys. Det går rent ind og han synger med på alle deres sange.
Alt i alt har vi alle tre det godt. Sigurd er i ”vil-alting-selv"-alderen, men han kan bare ikke alt selv, og så har vi balladen. Han elsker alle de vågne timer og stod det til ham gik han aldrig i seng, for tænk alt det man går glip af når man sover
Han holder af at ”lave” mad sammen med os om aftenen og han brygger med glæde kaffe til os.
Nytårsaften holdt vi her i Horisonten. Det var en hyggelig aften i venners lag, stille og rolig. Sådan er det nok også bedst, når der er kommet småfolk til, og så kan vi jo altid tage revanche når de er blevet store. Der var en rigtig flot udsigt ud over byen, men på trods af det, så er det vores håb at blive husejere i dette år. Men lad os nu se, for jeg er nok lidt for kræsen
Vi ønsker alle et godt nytår og håber på mere tid til at ses!
Kærlig Hilsen Jan, Sigurd og Karen-Marie
Tags: familie,fødselsdag,ferie,jul
Categories: blog
No Comments »
Det er så skønt at have ferie. Mobilen er holdt op med at ringe fra bedemænd, brudepar og dåbsforældre for en stund. Endelige kan jeg sidde tilbagelænet i sofaen og følge med i "De unge mødre" med god samvittighed
Den første uge tilbragte vi i Lalandia. Super dejligt sted for enhver børnefamilie. Det fungerer fuldstændigt som et lille samfund med alt hvad hjertet begærer at fordrive tiden med. Stille og roligt tog vi hul på vores ferie. Men allerede på anden dag blev jeg bogstaveligt talt taget på sengen (ikke noget frækt altså
). Da Sigurd og jeg skulle til at sove middagslur var der en rumsteren nedenunder. Jeg skulle lige til at tysse på Jan og blive rigtig irriteret, da døren gik op og mine svigerforældre stod der. Lidt rundforvirret var jeg kan I nok forstå. Det var en dejlig overraskelse og de blev sammen med os i to dage. Skønt for os og for Sigurd, som rigtig nød at være sammen med farmor og farfar.
Sigurd er en rigtig lille vandhund og lader sig end ikke skræmme af den største vandrutchebane der er i badelandet. Han siger blot "MERE" og tager fat i fars hånd og siger "kom med".
Det sjoveste var dog den aften, hvor Sigurd var på børnediskotek. Dér befandt jeg mig sammen med min søn og en masse andre børn, to aber og en entertainer på en scene, hvor der for alvor blev danset igennem. Sigurd gav den hele armen. Svedpletterne var ved at indfinde sig på min pande og farmor tog med glæde over for at danse med sit barnebarn. Hun blev dog noget overrasket. For der stod Sigurd og svajede frem og tilbage som en gølpølse, der lige var lagt på en hed grill (i hvert fald i reklamen). En gang imellem hældte pølsen også vand ud af ørene. Sigurd er altså en lille diskostar
Vi var også i Knuthenborg Park. Det var fantastisk at se dyrene så tæt på, og jeg kunne se for mig hvor romantisk det kunne være at dele en helt dag alene med Jan i Parken og en frokostkurv og perlende hvidvin. I stedet have vi en Sigurd som i begyndelse synes det var ok at sidde stille i bilen, for det næste øjeblik ikke at gide mere og synes det var tid til at åbne bildøren idet vi befandt os inde os tigerne. Det var lige før jeg fik stressmave… heller ikke nogen god kombination taget i betragtning af, hvor vi befandt os.
Det er en smuk naturpark, hvor man kan bruge mange timer, hvis bare ikke man har en 2-årige krudtugle med… gå da direkte til det store legeland, som også findes i Parken
I den weekend vi kom hjem fra Lalandia havde vi besøg af Belinda. Det er altid hyggeligt at få besøg af min svigerinde. Vi var ude ved Flyvergrillen og se flyene lette. Det viste sig, at Belinda er helt vild med den lyd og Sigurd ligeså. De kunne bruge langt tid derude. Vi var også lige forbi Amager Strand. Desværre var det ikke badevejr.
Den anden uge af vores ferie var vi i Jylland. Det stod i familiens tegn og det var skønt at have en helt uge til rådighed. Vi fik besøgt Gunhild og Kurt, Helle og Glenn og deres kæreste lille Signe.
Vi var i Jyllands Park Zoo. Det var meget bedre for en størrelse som Sigurd. For det første skulle han ikke være indespærret i en bil. Det var meget børnevenligt og der var mange dyr og et lille passende udvalg af børneforlystelser. Jan gik selvfølgelig amok med at fotografere ALLE dyrene. Der må være en lille japaner indespærret i ham. Den selvsamme japaner bryder også ud når han er i hans forældres have og hver en blomst bliver foreviget i linsen. I kan glæde jer til vi invitere til at se vores feriebilleder. Det bliver en helaften kan jeg godt afsløre.
Den sidste uge af vores ferie holder vi herhjemme. Vi har haft tid til at tulle lidt rundt uden et egentligt formål andet end blot at være. Sigurd nyder det også. Han siger dog meget tit… "ik' i vuggestue"… nej, må vi så forsikre ham om. Puha, det bliver hårdt for ham og mig mandag morgen.
Om morgenen bliver jeg vækket af Sigurd, der enten stirrer mig ind i øjnene, prikker mig i næsen eller forsøger at putte en sut ind i munden på mig. Efter en del rumsteren fra hans side, forsøger jeg at få øjne… hvis ikke skal jeg nok få det når jeg får færden af en god nats tisseble
Sigurd har sammen med Jan samlet vores nyindkøbte skoholdere fra IKEA. Sigurd skulle selvfølge finde det det samme stykke værktøj som sin far. Han råbte til mig, hvor er min hammer, min boremaskine. Tænk, nu har jeg to mænd, hvis ting jeg skal holde rede på, da jeg har for vane at lægge ting af vejen
Jeg kan allerede mærke, at ferien har sat sit præg med alt for meget god mad og vin. Øv, hvor skal det bare stå på smalkost når hverdagen melder sig igen. Kalenderen har jeg ikke kigget i endnu, for jeg ved, at den første uge bliver travl. Nå men nok om det. Den sidste tid skal nydes i fulde drag med min lille familie.
Mine tanker i min ferie er især gået til Heidi og Steen, som er hårdt prøvede i denne tid. De to små trolde-piger som har taget bolig i Heidis mave har udløst en del drama. Men heldigvis har de besluttet sig for at blive inde i maven lidt endnu. Hvilket også vil være det bedste for dem.
Jeg synes virkeligt, at det er flot, at trods de mange prøvelser som Heidi og Steen har været igennem så har det bragt dem tættere sammen og de har kunnet dele det hele med os andre. Jeg glæder mig meget til den dag, der kommer et blogindlæg som fortæller, at det hele er gået godt og de to små piger Laura og Clara er på vej hjem til det lille gule hus
Min veninde Hanne har fået en fin lille dreng. Det er deres tredje barn. Jeg glæder mig meget til at se ham. Stort tillykke herfra. Mon han skal hedde Henrik? :D/
Og om ikke så længe kommer en Anton Larsen til verden. Det bliver en stor dag. Der er meget godt i vente og vi glæder os til at følge med i de smås liv.
Tags: familie,ferie
Categories: blog
No Comments »
Min fridag er mandag, som normalt bliver brugt på at vaske tøj og gøre rent, og samle nogle af de løse ender fra arbejdet. Jeg kan godt mærke, at jeg har arbejdet hele julen uden ferie. Så dagen i dag var virkelig tiltrængt. Det var nu Jans julegave, en Smartbox til en spaoplevelse for to, som blev benyttet. Vi var i Avalon Spa i københavn, hvor vi også fik rygmassage. Jeg var i himlen…lige indtil massøgeren ramte et ømt punkt, men det var heldigvis hurtigt overstået og jeg kunne begive mig ind i "drømmeland" igen
.
Jeg kunne sagens have brugt mere tid derinde og et ekstra glas champagne og frisk frugt
. Til trods for den afslappende stemning, var vi godt trætte bagefter. Vi nåede lige en halv time på sofaen derhjemme, inden turen gik ned til vuggestuen. Sigurd blev mødt af to supper friske forældre…hvilket han ikke helt var i humør til, han ville hellere se "Shrek" :p .
Nu ser jeg frem til min eneste kommende friweekend i denne måned, hvor der bare skal slappes af
.
Tags: avalon,fridag,massage,spa
Categories: blog
No Comments »
For noget tid siden blev jeg glædeligt overrasket af min mand. Det er så skønt når det lykkes midt i den daglige tummerum med tøjvask, madlavning, pakkerpakker m.m. Jan ville gerne glæde mig og Sigurd med en tur i byen. Det forblev dog hemmeligt, hvor vi skulle hen. Jeg gættede og fantaserede alt muligt, mens Jan så hemmelighedsfuldt til. Til sidst forbarmede han sig over mig, og jeg fik lov til at få svar på et spørgsmål hver dag op til selve dagen.
Jeg tænkte i børnevenlig bane… så måske skulle vi i Zoologisk have eller ud hvor der var geder, som Sigurd holder så meget af. Mit eneste "krav" var blot, at jeg fik noget at spise. For ellers bliver jeg bare så gnaven
Endelig blev det fredag, hvor vi skulle i byen. Vi gjorde os klar til at tage af sted, klapvogn og pusletaske blev pakket i bilen. Vi begav os af sted og lidt tid efter holdt vi ude foran Lise og Madses gadedør på Englandsvej. Nu forstod jeg ingen ting… for Lise steg ind i bil og var fin i tøjet. Hun skulle altså ikke passe Sigurd og hvor var Mads og lille Asbjørn henne? Jan grinte og vi kørte videre. Jeg fik overrakt en plan for aftenen og det viste sig, at han havde arrangeret et "pige-aften". Vi skulle spise på Reef n´Beef, bagefter i biffen og se den danske film "Dig og mig", og slutte af med drinks på icebar og lounge. Det var meget overvældende og jeg blev virkelig overrasket, for det havde jeg aldrig gættet.
Det var ligt mærkeligt, at skulle sige farvel til Jan og Sigurd, og jeg så selv kunne begive mig ud i nattelivet. Men hold op, hvor havde vi en dejlig aften, det skal min skønne mand vide. Nu må han godt holde en ekstra filmaften for "drengene"
Tags: fest,film,restaurant,vennerne
Categories: blog
2 Comments »






















Recent Comments